København – Slangerup Banen, KSB C 51

KSB C 51

Banen mellem København og Slangerup åbnede i 1906, og blev fra starten forsynet med en ret rigelig vognpark.

De fleste af vognene var lukkede tagryttervogne, men imellem dem var der to af de såkaldte åbne sommervogne. Det var vogne, der var uden vinduer i siderne, og beregnet til brug om sommeren. Vognene fik litreringen C 1 og C 2.

Publikum klagede dog over at skulle sidde i støv og træk, og kun ti år efter leveringen blev de to vogne ombygget til lukkede personvogne. Det var en meget speciel form for vinduer, der blev sat i. Små rektangulære vinduer, der gav vognene et meget særpræget udseende. Efter ombygningen blev vognene omlitreret til C 51 og C 52.

Ved Statsbanernes overtagelse af KSB i 1948 omlitreredes vognene atter, denne gang til Cæp 4999 og Cæp 5000. Der gik dog ikke mange år, før de blev ombygget til værkstedsvogne og på den måde overlevede, indtil de endeligt blev udrangeret i begyndelsen af 1970’erne.

Nordsjællands Jernbaneklub købte begge vogne for at kunne præsentere publikum for to epoker i dansk jernbanehistorie. KSB C 51 er i dag ført tilbage til sit udseende umiddelbart efter ombygningen i 1915.

KSB C 51 teknisk

KSB C 51 er en typisk privatbanevogn med metal beklædning. Vognen var født som åben skovvogn uden sideruder. Vognen er udstyret med elektrisk belysning og automatisk trykluftbremse. Vognen kan opvarmes med dampvarme og elektrisk varme.

Vognens totalvægt er 14 tons, og den er 10,7 meter lang.
KSB C 51 er i drift og er placeret i Græsted.

Siddepladser

KSB C51 Interiør