Fjerritslev – Frederikshavn Jernbane, FFJ Cb1
FFJ Cb1
FFJ Cb 1 er bygget til Fjerritslev – Frederikshavn Jernbane i 1913, men kørte ofte på strækningen helt til Thisted.
Oprindelig hed vognen Cv 107 og så fra starten noget anderledes ud end i dag. Vognen har i den ene ende en bogie. Det skyldes, at der her stod en stor varmekedel, som anvendtes til togopvarmning af hele toget, når der ikke var tilkoblet et damplokomotiv.
Omkring anden verdenskrig blev kedlen fjernet og vognen omlitreret til Cb 1. Ud over kedelrummet var der to afdelinger til passagerer, én til rygere og én til ikke-rygere. I dag anvendes kedelrummet som tjenestekupé for togpersonalet.
Efter at kedlen var blevet fjernet, indsatte man i den ene kupé en lille kakkelovn, en såkaldt spareovn. Den måtte kun fyres med tørv. Denne ovn findes stadig.
Ved en modernisering i 1940’erne blev alle væggene i kupéerne og i tjenestekupéen malet brune forneden og hvide foroven. På træsæderne blev der sat små læderhynder.
Ved en restaurering i 1978 er al denne maling blevet fjernet og en del af træværket udskiftet og lakeret, så vognen nu, hvad dette angår, er ført tilbage til sit udseende i 1913.
FFJ Cb 1 teknisk
FFJ Cb 1 er en tidstypisk personvogn på træ-skelet med teaktræs beklædning. Vognen er udstyret med 24 Volt dynamo for belysning. Der er desuden indrettet toilet. Vognen kan opvarmes med dampvarme og kakkelovn.
Vognens totalvægt er 17 tons, og den er 13,5 meter lang.
FFJ Cb 1 er i drift og er placeret i Græsted.