Danske Statsbaner, DSB Ce 1304

DSB Ce 1304

De første jernbaner på Sjælland blev drevet af Det Sjællandske Jernbane Selskab, og til dette selskab blev der bygget 18 personvogne uden vinduer til brug i sommerhalvåret.

Vognene blev indsat på strækningen fra København til Holte og Klampenborg, og ældre københavnere husker endnu vognene fra skovturene til Dyrehaven. De fik hurtigt tilnavnet “Skovvogne”.

Da Det Sjællandske Jernbaneselskab ophørte i 1885 overgik vognene til det nydannede DSB, og der blev yderligere bygget 26 åbne vogne i årene frem til 1897. En del blev indsat på Kystbanen til Helsingør, som åbnede i 1897.

Ved DSB’s overtagelse blev vognene omlitrerede fra SJS Cc 3xx til DSB Ce 13xx. Således var DSB Ce 1304 første litrering SJS Cc 311.

Ved S-banens åbning i 1934 blev vognene udrangeret. De fleste blev dog ombygget til rullende værksteder og kørte som sådanne i mange år.

Nordsjællands Jernbaneklub overtog i 1968 vognen.

Idag er skovvognene særdeles populære i vores sommertog. Det er en helt speciel oplevelse at nyde lugtindtrykkene fra skov, marker og enge efterhånden som toget passerer disse.

DSB Ce 1304 teknisk

DSB Ce 1304 er en metal beklædt personvogn. Vognen er udstyret med automatisk trykluftbremse og petroleumsbelysning. Der er ingen opvarmning.

Vognens totalvægt er 13 tons, og den er 10,2 meter lang.
DSB Ce 1304 er i drift og er placeret i Græsted.

Siddepladser

DSB Ce 1304 Siddepladser