Danske Statsbaner, DSB Bu 3702
DSB Bu 3702
Denne restaurant- og udflugtsvogn repræsenterer, DSB’s første 37 stålvogne fra 1932. De 37 vogne blev samtidig de eneste stålpersonvogne til DSB, som blev nittet sammen. – alle senere vogne blev bygget med helsvejst vognkasse.
Da vognene blev bygget i 1932, var den eneste forskel på første og anden klasse at der på første blev solgt fire pladser i hver kupe, mens der på anden klasse blev solgt seks. Vognene var på byggetidspunktet meget moderne med rummelige kupeer og med læderhynder i tredieklasses kupeerne.
Vægten var det største problem ved den nittede konstruktion, og dette var formentlig årsagen til at der ikke blev bygget flere nittede personvogne.
Efterhånden som disse vogne blev afløst af andre mere moderne vogne i de internationale forbindelser, blev de indsat i forskellige mindre betydningsfulde tog på Sjælland.
I 1960’erne blev vognene ombygget til udflugts-vogne til afløsning af ældre vogne med vognkasse af træ. Ved denne lejlighed blev indretningen fuldstændig ryddet og vognene fik nye vinduer. Udvendigt blev de malede cremefarvede mellem vinduerne, mens vognkassen i øvrigt beholdt den kastanjebrune farve.
I 1986 kom vognen til Jernbanemuseet og i 2017 overtog Nordsjællands Veterantog vognen.
DSB BU 3702 teknisk
DSB BU 3702 er en tidstypisk stålvogn indrettet som åben vogn. Vognen er udstyret med 24 Volt dynamo for belysning og automatisk trykluftbremse. Der er desuden indrettet toilet og vognen kan opvarmes med dampvarme.
Vognens totalvægt er 43 tons, og den er 21,7 meter lang.
DSB BU 3702 er under reparation og er placeret i Græsted.