Norges Statsbaner, NSB BM 86.28
NSB BM 86.28 Historie
Norges Statsbaner gjorde, som de fleste andre jernbaneselskaber, en række erfaringer med forskellige typer af dieselmotorvogne op gennem 1920’erne og 30’erne. Disse var ganske konventionelle for sin tid, men i 1936 leverede Strømmen Værksted den første motorvogn af type 6 til NSB (senere type 86).
Disse vogne adskilte sig fra tidligere typer ved at have større passagerkapacitet, og så var de bygget som en selvbærende aluminiumskonstruktion for et reducere vægten. Det meget kuperede norske terræn betyder, at lav vægt er væsentligt for at opnå gode accelerationer, hvilket især er interessant på de små sidebaner med mange stop undervejs.
NSB nåede at få leveret 13 motorvogne og 10 tilhørende bivogne af denne type, før 2. verdenskrig brød ud. Man havde desuden 5 motorvogne og 6 styrevogne i ordre, men på grund af de svære produktionsforhold under krigen blev de 6 styrevogne først leveret i 1943-44 og de 5 motorvogne først i 1950.
Efter krigen var der stort behov for jernbane-materiel, og NSB ordrede 30 motorvogne og 35 styrevogne, der dog blev opgraderet på en række punkter i forhold til før-krigsmodellerne, og derfor har et lidt afvigende udseende. Hvor de tidligere serier havde været moderne og strømlinede i deres udtryk, var det tydeligt at de nye vogne var bygget mere med funktionalitet for øje. 10 af motorvognene blev leveret med en indretning der var bedre egnet til længere rejser, og adskiller sig udseendemæssigt ved at have et vinduesparti mindre, men til gengæld større afstand mellem vinduer, og dermed sæderækkerne. Disse vogne blev benævnt type 91, men er teknisk helt identiske med type 86.
I løbet af 60’erne gennemgik alle vognene en teknisk modernisering, hvor de fik udskiftet de hidtidige amerikanske Hercules-motorer med engelske Rolls-Royce-motorer med tilhørende Wilson gearkasser.
Togsættene af type 86 og 91 har spillet en væsentlig rolle i afviklingen af dampdrift på de norske sidebaner. Med konventionelle koblinger kunne de tilkobles vogne, og mange steder har de stået for transporten af en eller to godsvogne, og på visse strækninger også direkte personvogne mellem en sidebane og hovedstaden.
I midten af 80’erne fik NSB nye tyskbyggede togsæt til erstatning for type 86 og 91, og i 1995 forsvandt typen fra sin sidste daglige brug på Arendalbanen.
Teknik
NSB BM 86.28 Teknisk
NSB BM 86.28 er udstyret med 2 stk 6-cylindret 212 Hk Rolls Royce dieselmotorer, der hver trækker motorvognen. Motorvolumet er 2 x 12 liter.
Motorvognen er forsynet med trykluftbremse, der bremser både vognen samt det påkoblet tog.
Motorvognens tjenestevægt er 36 tons. Længden er 21,5 meter.
NSB BM 86.28 er i drift og er placeret i Græsted.