Lej Veterantoget
En unik oplevelse!
Skab en anderledes festlig oplevelse ved begivenheder som bryllup, jubilæum, kongres, firmaskovtur, skoleudflugt eller familiefest.
Hele arrangementet kan afholdes i veterantoget, men det kan også bruges som transportmiddel til for eksempel spisning på Sct. Helene Feriecenter, Louisiana eller andre steder.
Turen kan også være en del af oplevelsen af Danmark som kulturland. For eksempel kan en tur til spændende seværdigheder foregå med veterantog i stedet for med bus.
Dit arrangement
Der er 3 muligheder for leje af veterantoget:
Damptog med personvogne fra omkring år 1900, dieseltog fra tiden omkring 1950 eller med skinnebus fra 1952 til 50 rejsende. Dieseltoget vil ligeledes køre med personvogne fra omkring år 1900.
Uanset hvilket type veterantog De vælger, vil Nordsjællands Veterantog skabe en hyggelig ramme om Deres arrangement.
Spisning
De fleste laver deres egen frokostkurv hjemmefra og tager også selv drikkevarer med, men Nordsjællands Veterantog kan komme med forslag til kontakter med professionelle, hvis det skulle ønskes.
Spisning i toget kræver en del plads, og Nordsjællands Veterantog har for tiden kun borde til ca. 125 spisende gæster, men er selskabet indstillet på at spise fra en frokostkurv i skødet, kan toget rigeligt rumme ca. 250 rejsende.
Grillmad
Ved Gribsø i Gribskov er der mulighed for selv at lave grillmad på en af skovens grillpladser. Der er ikke overdækkede spisepladser, men stedet hører til de absolut smukkeste i hele landet.
Spisesteder
I flere af de byer, Veterantoget normalt kører til, kan vi anbefale spisesteder og restauranter, som ligger tæt ved stationerne, og som kan rumme forholdsvis mange gæster, hvad enten det er til kaffe og kringle eller til tre- retters middage.
Musik
Levende musik i toget skaber en festlig atmosfære. Nordsjællands Veterantog har forbindelse til et lille band, som spiller jazz-musik og viser, en lirekasse-spiller og et a cappella kor.
Til og fra Veterantoget
Hvis transport til eller fra Veterantoget skal foregå med veteranbus eller måske hestevogn, formidler vi gerne kontakt.
Billetter
Mange af vores kunder ønsker billetter trykt specielt til deres arrangement. Nordsjællands Veterantog kan tilbyde gammeldags papbilletter i den originale stil. Ud over billetternes tekst kan der trykke firmanavn, logo og lignende på både for- og bagside.
1. & 2. Klasse
Ud over vores samling af hyggelige 3. klassevogne kan vi tilbyde to gennemrestaurerede vogne med 1. og 2. klasse, der dengang var en uopnåelig luksus for almindelige mennesker.
I “Grevinden af Bagsværds vogn” med plyds og klunker fra 1907 er der 35 pladser. Sammen med 6 pladser i en anden vogn kan vi i alt tilbyde 41 pladser i det bløde plys.
Tilbud, bestilling og kontakt
Prisen på at leje Veterantoget varierer efter destination og antal af gæster. Prisen er også afhængig af, om toget skal fremføres med damplokomotiv, diesellokomotiv eller skinnebus. De er derfor meget velkommen til at ringe til nedenstående og få et helt uforpligtende og godt tilbud på netop Deres arrangement.
Bestilling og kontakt
Af køreplanstekniske grunde skal Veterantoget have Deres bestilling så tidligt som muligt, dog senest 6 uger før køredagen. Hvis der ønskes specielle billetter, dog senest 8 uger før køredagen.
Afgangs- og ankomststation vælges af kunden. Det må dog bemærkes, at det i myldretiden og i det hele taget på hverdage ofte kan være vanskeligt at få plads til Veterantoget imellem de øvrige togafgange.
salg@veterantoget.dk eller telefon.: (+45) 30 77 35 89
– som står til rådighed med yderligere oplysninger om de spændende muligheder, priser og bestilling af Veterantoget.